
Næsbycentret
Næsbycentret ligger i et af de smukkeste områder på Sjælland, på vejen mellem Sorø og Næstved. Vi har Susåen og Tystrup-Bavelsesøerne lige i nærheden, og der er masser af skov og flotte landskaber rundt om os. Til Næsbycentret hører 20 tdr. land, som er en pragtfuld naturgrund, med plane og gode teltpladser til alle størrelser grupper, et kuperet aktivitetsterræn og en meget smuk lille sø, der giver mulighed for masser af vandaktiviteter.
På Næsbycentret sætter vi service, kreativitet og udfoldelsesmuligheder for alle aldre i højsædet. Dette gælder både stabene til arrangementerne, selve arrangementerne, vi står for, og ikke mindste alle de aktiviteter vi tilbyder på især centerlejrene.
Næsbycentret er et oplevelsescenter for alle spejdere og FDF'ere i Danmark. Vi tilbyder et væld af aktiviteter og arrangementer. Vi har masser af oplevelsesweekender for alle aldersklasser og for alle korps. Vi har 6-7 centerlejre i løbet af sommeren, og vi har virkeligt mange udfordrende aktiviteter at tage fat på.
Næsbycentret ligger centralt for udflugter af en hver art.
Der er kun 50 min. togkørsel til København, og der er masser at se i omegnen af Næsbycentret.
Skelbyvej 126
4171 Glumsø
Tlf. 57 64 72 84
www.naesbycentret.dk

Fakse Kalkbrud
Der er mange årsager til, at et besøg i Fakse Kalkbrud er en enestående oplevelse. For det første er der størrelsen, et 1 kvadratkilometer stort hul i den sjællandske jord. For det andet er der farverne, den hvide kalk, de grønne søer, den blå himmel, hvis man er heldig med vejret. For det tredje er der kalken, især koralkalken, med dens enestående indhold af fossiler, som enhver frit kan gå på jagt efter. Kalkbruddet giver et flot kig ind i et nu forstenet koralrev. Revet har stor videnskabelig interesse og er et af de bedst kendte fossile eksempler på koralrev i hele Verden.
Baunekulevej 6
4640 Fakse
www.naturnet.dk

Feddet
Skønheden og den afvekslende natur på Feddet er noget helt særligt. Inden for meget kort afstand varierer landskabet fra fredet lynghede til fyrre- og birkeskov, strandenge og strandvolde med kugleflint til gamle skovområder, fjord, hav og langstrakte hvide sandstrande. Klokke- og hedelyng, enebær er blandt de mange vilde planter man kan finde på Feddet. Sangsvaner, havørne og edderfugle der raster eller er på træk, er med til at gøre Feddet et sted hvor du kan opleve den vilde natur.
Feddet 12
4640 Fakse
www.feddet.dk

Stevns Trampesti
Stevns Trampesti er en ganske særlig sti !
Stevns Kommune har indgået aftale med godt 50 lodsejere om at man må passere deres ejendom på en dertil anvist sti langs Stevns Klint.
Stien strækker sig godt 20 km mellem Rødvig Havn og Bøgeskov Havn - men der er gode muligheder for at støde til og komme fra stien mange forskellige steder:
Det er ikke tilladt at cykle på stien.
Hunde skal være i snor !
Stien passerer en perlerække af flotte udsigter over Stevns Klint og mange seværdigheder.
Fra syd mod nord passeres:
•Rødvig
•Boesdal Kalkbrud
•Stevnsfortet
•Højerup
•Stevns Fyr
•Stevns Kridtbrud
•Flagbanken
•Holtug Kridtbrud
•Kulsti Rende
•Bøgeskov Havn
og steder som:
•Harvig
•Store Dal
•Lille Dal
hvor man normalt ikke kommer forbi.
I Boesdal Kalkbrud og på Flagbanken er der overnatningspladser med shelter
(for vandrere, cyklister, sejlende, ridende)
Mandehoved 10
4660 Store Heddinge
www.naturcenter.stevns.dk

Svenskekløften
Syd for Haslev finder man i Hasede Skov et meget anderledes "dramatisk" skovområde, hvor der pludselig midt i skoven åbner sig en høj, stejl kløft på 30-35 meters højde (Istidens smeltevand har flået jorden væk!). Det er et skønt sted til en skovtur, hvor børnene kan lege på skrænterne og svinge sig i et ophængt reb (gynge) på et plateau midt i kløften. På sin vej til kløften passerer man Paradishaven, hvor man kan se en masse, forskellige importerede planter gennem ca. 100 år. Ifølge sagnet gemte svenskerne sig her for Gjøngehøvdingen under krigen i 1660.
Villa Gallinavej
4690 Haslev

Bregentved park
Haven på Bregentved er åben for offentligheden onsdage, lørdage, søndage og helligdage fra kl. 9 til solnedgang, dog senest kl. 18.
Adgangen er gratis, og er kun tilladt på de anlagte stier.
- Hunde skal være i snor
- Kørestol kun med ledsager
- Bus - rute 95 mod St. Heddinge fra Haslev Station
Koldinghus Allé 1
4690 Haslev
Tlf. 56 31 20 19
www.bregentved.dk

Enø Strand
Karrebæksminde og Enø er kendt, som et udsøgt badested med en skøn sandstrand. Stranden har de sidste mange år haft kvalitetsmærket Blå Flag status, som viser, at vandets kvalitet er i top. Den lille fiskerby har en herlig stemning med badeliv, campingplads og restaurationer, cafeer og minigolf. På stranden er der toilet, rampe for kørestolsbrugere samt kiosk. Stranden er velegnet til windsurfing og har livredder i sommerperioden.
Lungskyst 1
4736 Karrebæksminde

Udby Skov
Udby Skov er plantet fra 1997 og frem. Du kommer ind i skoven fra de offentlige veje Trehøjevej og Dirkvej (se kortet).
Mosehældgårdpladsen er et godt sted at starte en skovtur. På den åbne plads er der shelter til overnatning, bålpladser, multtoilet og vandhane.
I hele Udby Skov kan du frit overnatte i små telte i op til 2 døgn.
Tæt på Mosehældgårdpladsen ligger Børneskoven, der ligesom Skoleskoven i Stege Skov er plantet af børn fra skoler og daginstitutioner på Møn og Bogø.
Det er nemt at gemme sig i Børneskoven, og du kan prøve at lære de mange forskellige træer og buske at kende.
I Udby Skov ligger sundhedsstien ”Aktiv skov”, hvor især større børn og voksne bliver udfordret på de aktivitetsredskaber, der bliver opsat langs stierne i efteråret 2007. Ruten er 2,2 km lang.
I den sydøstlige del af skoven mellem Udby og Kirkemosevej ligger Stilleskoven. Her skal der tages hensyn til den stille skovvandrer. Prøv selv at lægge dig i skovbunden og nyd stemningen.
I skoven er der mange skønne sletter, og skoven rummer også flere søer. I dem må du gerne fiske efter vandinsekter, bare du husker at sætte dem ud igen.
Fra Dirkbakken kan du nyde den smukke udsigt over Stege Bugt.
Den nyeste del af Udby Skov er ”Labyrinten” – se kortet. Kan DU finde ind til midten – og ud igen?
Trehøjevej
4780 Stege

Klinteskoven
Baglandet til klinten, det store skovdækkede område tilhørte oprindelig Klintholm Gods. I 1980 købte den danske stat hele kridtklinten og dele af Klinteskoven. Bøgetræerne er her i overtal og de vokser helt ud til klintens kant i mange krogede former, som følge af udtørring fra den stærke østenvind.
Skovområdet er rigt på bakker og inde i skoven finder vi det højeste punkt på Møn - Aborrebjerget - placeret 143 meter over havet. Ved foden af Aborrebjerget ligger dalsænkningen - Jydelejet - et usædvanligt landskab med overdrevsvegetation i form af enebær, røn, ask og bøg i naturlig opvækst. Vinterdage, når sneen ligger tykt, er stedet et yndet udflugtsmål for skiløbere og er især ideelt til langrend.
Under de grønne bøgetræer skjuler sig mange oldtidsminder. Dysser og jættestuer ligger godt gemt fra de første bønders tid og tillige findes fra oldtidens sidste urolige tid to borganlæg med volde og grave.
Klintevej 544
4780 Stege

Bangsebro Skov
I Bangsebro Skov er naturen byens nærmeste nabo! I skoven er der mulighed for friluftsoplevelser
for alle. Der er en skovlegeplads til børnene og en overdækket bålplads til familien. Hundefolket kan lufte hunden uden snor i hundeskoven. Du kan komme i form til fuglesang på motionsstien eller bare nyde skovens stilhed. Mulighederne er mange. Derudover er der asfalteret sti, så du let kan tage en barnevogn med.
Selvom skoven ligger lige op ad byen, er den rig på liv. Bangsebro Skov er hjemsted for mange spændende planter og dyr. Mange steder får gamle træer lov til at forfalde naturligt til glæde for svampe, insekter og fugle.
I skovens grøfter og mindre vandløb, udspiller sig et spændende liv. Tingsted Å løber i skovens
østlige del.
Bangsebrovej
4800 Nykøbing Falster

Marielyst Strand
Ved Marielyst har du 20 km sandstrand foran dine fødder, den såkaldte Bøtø Strand. For enden af sandet strækker Østersøen sig langt ud i det blå. Lige bag ved stranden mellem granerne ligger Marielysts vældige sommerhusområde, der skærmes af diger, som rækker mange km sydpå. Dette er absolut et af Danmarks populæreste feriesteder.
Marielyst strand
4873 Væggerløse

Nysted strand
Nysted har en skøn og meget børnevenlig strand, kaldet Skansen, da den ligger i nærheden af et gammelt skanseanlæg. Sandstranden er beliggende i et parkområde i skovlignende omgivelser, hvor vandet altid er varmere end andre steder. Stranden har Blåt Flag status. Stranden er desuden velegnet til både windsurfing og kitesurfing.
Strandvejen
4880 Nysted

Hestehovedet Strand
Hestehovedet Strand er en dejlig børnevenlig sandstrand. Stranden er velegnet til windsurfing og kitesurfing. Der er desuden en meget anvendt badebro. Her forefindes også legepladser for de mindste samt, toiletter og kiosk.
Hestehovedet strand,
4900 Nakskov